Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Lidt af Dalgårdens historie

I 70'erne var der stor mangel på pasningsmuligheder i Vangede, og vuggestuen og børnehaven Dalgården åbnede 1.mart 1972 som to selvstændige institutioner, drevet af Gentofte Børnevenner. Bygningen er tegnet af arkitekt Remark, der tegnede flere institutioner i kommunen i de år. Det er den bygning, vi i dag kalder Spirehuset og Væksthuset.

Troldehøjs historie er endnu ældre; i 1949 indrettede Frelsens Hær et spædbørnshjem i en villa på hjørnet af Fuglegårdsvej og Vangedevej. Om det reelt var et børnehjem eller en vuggestue, ved vi ikke (betegnelsen spædbørnshjem kan betyde begge dele), men i 1989 overdrog Frelsens Hær institutionen til Gentofte Børnevenner. Hvornår institutionen fik navnet "Troldehøj", ved vi heller ikke. Da villaen på Fuglegårdsvej i 1996 stod for en total renovering, valgte man i stedet at bygge en ny institution på en tom grund ved siden af Dalgården, på Dalstrøget 148. Det er den bygning, vi i dag kalder Drivhuset.

Vuggestuen og børnehaven Dalgården blev lagt sammen under børnehavens ledelse 1.januar 2011, i forbindelse med at lederen i vuggestuen stoppede. Stuernes blomsternavne stammer fra den tid, for at skabe sammenhæng mellem de to afdelinger. Vuggestuen var i de følgende år organiseret med en "modtagestue" og to stuer for de ældre børn, og børnehaven havde tre aldersopdelte stuer.

Efterhånden betød et faldende børnetal i kommunen, at det blev svært at opretholde selvstændig drift for den lille institution Troldehøj, og 1.november 2014 blev institutionen lagt sammen med Dalgården, igen under Dalgårdens ledelse. Der blev udskrevet en konkurrence blandt forældrene om forslag til tre navne, der kunne vise sammenhængen mellem de tre afdelinger, og valget faldt på Spirehuset - Drivhuset - Væksthuset.

En omfattende pædagogisk omstrukturering i forbindelse med sammenlægningen skabte et flow gennem de tre afdelinger, så de yngste startede i Spirehuset - fortsatte i Drivhuset, og endte i Væksthuset, som en overgang igen havde en stue kun for de ældste (kommende skolestartere). Selvom aldersopdelingen gav åbenlyse pædagogiske og organisatoriske fordele, var der dog også ulemper forbundet med det, og siden 2019 er institutionen igen organiseret med 4 vuggestue- og 4 børnehavestuer.

Både bygninger og legepladser er løbende renoveret og moderniseret; Gentofte Ejendomme (under Gentofte Kommune) købte midt i 00'erne bygningerne af Børnevennerne og satte dem i stand under det storstilede Byg-OP-projekt, som blev finansieret af salget af NESA-aktierne. Det er stadig Gentofte Børnevenner, der driver institutionen, under driftsoverenskomst med Gentofte Kommune, men bygningernes vedligeholdelse påhviler kommunen.

I 1997 fik børnehaven Dalgården status af "mild specialisering". Det betød, at i stedet for som hidtil at skulle søge støttetimer til enkelte børn, blev institutionen opnormeret, og der blev oprettet 5 pladser til henviste børn med "psykosociale udfordringer". Siden har både organiseringen og sprogbrugen ændret sig flere gange, og i dag kalder vi det "kompetencecenter", men det pædagogiske udgangspunkt er i dag, som det var dengang: at alle børn har ret til at være en del af fællesskabet, og at alle børn har noget at byde ind med.