Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Kommunikation og samarbejde

Børns trivsel afhænger i høj grad af et godt samarbejde mellem de voksne omkring dem. Dalgårdens målsætning er en gensidig respekt og tillid, hvor vi (både forældre og personale) kan sige tingene som de er, spørge til det, vi undrer os over, og lægge fælles strategier for at opfylde børnenes behov. Bestyrelsen har udarbejdet en vision og tilhørende principper for samarbejdet - folderen ligger som link på denne side.

Den daglige snak

Den daglige kommunikation er ofte af praktisk karakter; fx hvordan barnet har sovet, om der er noget at bemærke ved barnets humør eller helbred, om der mangler skiftetøj osv. Vi vil gerne undgå lange samtaler om barnet i garderoben - selv helt små børn kan blive usikre, hvis de voksne taler om dem hen over hovedet på dem. Er der behov for en længere snak, kan vi lave en aftale om at mødes, eller at tale i telefon.

AULA

En stor del af kommunikationen fra institutionen til forældrene foregår på AULA.  Her lægger vi ugeplaner ud, skriver dagbøger og/eller lægger billeder ud fra aktiviteter, inviterer til møder og arrangementer, orienterer om smitsomme sygdomme m.v. Det er også her, forældrene melder afhentning, sygdom og ferie, og der er mulighed for, at forældre og personale kan skrive direkte sammen.

Følg linket og læs mere om AULA her: Aula til daginstitutioner.

Samtaler

Med jævne mellemrum inviterer vi til samtaler af en halv times varighed om barnets trivsel, læring og udvikling. Desuden kan vi når som helst arrangere et møde, når der er behov for det.

Har du brug for at ringe eller skrive til ledelsen, kan du finde alle relevante numre under fanebladet "Om Dalgården", menupunktet "Hvem vil du tale med?"

Dokumenter

Bestyrelsens folder om forældresamarbejde

Shape Created with Sketch.