Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Fri for Mobberi (Bedre venner)

Siden 2005 har Gentofte Kommunes dagtilbud arbejdet med materialerne fra "Fri for Mobberi", som er skabt af Mary Fonden og Red Barnet. Vi foretrækker dog til dagligt at kalde det "Bedre Venner", ud fra det princip, at det altid er bedre at benævne det, man gerne vil have, frem for det, man vil undgå. Vi vil dog gerne lige slå fast, at førskolebørn ikke "mobber". I børnehaven oplever vi somme tider, at børn driller eller holder andre udenfor legen - men det er ikke på den bevidste, systematiske måde, som vi forbinder med mobning. Der er altid en bagvedliggende grund til, at børnene gør som de gør, og det er de voksnes ansvar at finde ud af grunden og hjælpe børnene med at løse konflikten på en bedre måde.

Men forebyggelse af mobning handler om andet end at stoppe børn der driller - det handler om at give børnene anledning til at udvikle empati og solidaritet, at forstå de sociale regler og forventninger, at kunne se hinandens kvaliteter og lege med forskellige børn på forskellige måder, og at forstå og håndtere egne følelser og kunne sige til og fra. ”Bedre venner” er derfor heller ikke kun et punkt på ugeplanen, men repræsenterer de værdier, som vi ønsker, skal gennemsyre vores omgang med hinanden. 

Materialet består af en række plancher, som viser forskellige kendte situationer fra børnenes hverdag – konflikter, drillerier, udelukkelse fra leg osv, som man kan snakke med børnene om. En stor lilla bamse, og en hel masse små bamser, bruges til trøst og omsorg. Der er massagelege, og sange om kammeratskab og rummelighed. De små bamser og de enkleste principper introduceres i vuggestuen; i børnehaven er der fokus på samtalerne og på børnenes konkrete adfærd; vi vejleder børnene, både i deres egne selvvalgte fællesskaber, og i de fællesskaber som vi sætter sammen. Og i løbet af børnenes sidste år er vi særligt opmærksomme på at sætte børnene sammen med dem, de ikke selv vælger - for at give dem en oplevelse af at være "en af flokken", udfordre dem og ruste dem til skolens mange skiftende fællesskaber.

Hvad kan I selv gøre?

Mary Fonden og Red Barnet har udarbejdet 7 råd til forældre, som vi videregiver her:

  1. Støt dit barn i at lege med forskellige børn, både i børnehaven og i fritiden

  2. Tal ordentligt om og til andre børn, forældre og pædagoger

  3. Hold arrangementer for alle

  4. Støt dit barn i at reagere, hvis en kammerat bliver udsat for noget uretfærdigt

  5. Vis interesse for dit barns digitale liv

  6. Spørg ind, hvis dit barn er ked af noget

  7. Vær åben og positiv, hvis andre fortæller om deres barns udfordringer